Mærkesager:
En kommune er først og fremmest mennesker.
En kommune er med borgeren gennem hele livet. Uden engagerede medarbejdere - og dem er der mere end 3000 af i Mariagerfjord, er kommunen ingenting. Det er medarbejderne, der hver dag yder en indsats for at kommunen lykkes. Dem skal vi anerkende og inddrage. En attraktiv arbejdsplads kræver god og ansvarlig ledelse på alle niveauer, kompetenceudviklingsmuligheder for den enkelte og tydelige forventninger og muligheder.
Bosætning: Valgfrihed og liv mellem fjord, skov og by
Mariagerfjord skal være et sted, man har lyst til at flytte til – og blive i. Jeg vil arbejde for, at der er attraktive boligmuligheder i hele kommunen, både i byerne og i de mindre lokalsamfund. Det kræver god infrastruktur, stærke dagtilbud og en kommune, der samarbejder tæt med lokale aktører og private bygherrer. Vi skal gøre det lettere at vælge det liv, der passer til den enkelte – hvad enten det er tæt på naturen, i landsbyen eller i byen.
Børn: Gode rammer for en tryg barndom
I Mariagerfjord skal børn vokse op i trygge rammer, hvor der er tid til nærvær og udvikling. Jeg vil arbejde for mere stabil voksenkontakt, mindre bureaukrati og bedre mulighed for, at dygtige fagpersoner kan bruge deres tid på børnene. Vi skal turde investere i børns trivsel – fra vuggestue til klubtilbud. I Mariagerfjord kommune er der allerede mange gode tilbud, der støtter børn og unge - dem vil jeg bevare og udbygge.
Skole: Frihed, faglighed og fællesskab
Folkeskolen skal være et sted, hvor både lærere og elever har frihed til at lykkes. Jeg ønsker at styrke fagligheden og skabe mere plads til lokale løsninger – ikke detailstyring fra centralt hold. To lærer i klasserne og en pedel på hver skole. Samtidig skal læring stærke fællesskaber være en bærende del af hverdagen. '
- juniorklubber i hele kommunen 4. - 6. kl.
- justeret tildelingsmodel på skolerne.
- moderne faglokaler og undervisningsmidler.
Kultur: Et rigt kulturliv i hele kommunen
Et levende og bredt kulturliv styrker både vores fællesskab og tiltrækningskraft. Jeg vil arbejde for, at Mariagerfjord har plads til både store arrangementer og lokale ildsjæle – fra amatørteater og musikskoler til kunsthåndværk og festivaler. Vi skal give kulturaktører gode rammer og frihed til at udfolde sig – også uden for bymidterne.
Foreninger og frivillighed: Mennesker før systemer
De frivillige kræfter i Mariagerfjord gør en kæmpe forskel – både socialt, kulturelt og i foreningslivet. Jeg vil sikre, at kommunen møder foreninger og frivillige med tillid og fleksibilitet frem for bureaukrati. Det skal være nemt og meningsfuldt at engagere sig – både som træner, bestyrelsesmedlem eller hjælper til byfester og fællesspisning.
Turisme: Udvikling med respekt for det lokale
Mariagerfjord rummer smuk natur, stærke fællesskaber og stolte traditioner – det skal vi dele med omverdenen. Jeg vil arbejde for en turismeudvikling, der skaber lokal vækst, arbejdspladser og bosætning, uden at vi går på kompromis med natur og lokale værdier. Fokus skal være på kvalitet, bæredygtighed og samarbejde med det lokale erhvervsliv og de frivillige foreninger.